|
 |
Du er her > Forside > Om LMS > Kort om LMS > Kort om LMS
Kort om LMS
Landsforeningens overordnede formål er at give støtte, rådgivning og information til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller selvskade samt til pårørende og andre interesserede. Samtidig ønsker vi at skabe opmærksomhed i samfundet omkring spiseforstyrrelser og selvskade med henblik på forebyggelse, bedre behandlingstilbud og omsorg efter behandlingen.
LMS henvender sig til alle, der har interesse i at få information om spiseforstyrrelser og selvskade, herunder undervisere, pædagoger og praktiserende læger. Vi vil bryde de tabuer, der stadig er omkring spiseforstyrrelser og selvskade og skabe forståelse for, at spiseforstyrrelser ikke handler om slankekure, der løber løbsk eller selvskade om et ønske om at dø, men dækker over egentlige psykiske sygdomme.
LMS blev stiftet i marts 2001 som en fusion mellem Anoreksiforeningen og CMS og har medlemmer inden for alle kategorier af spiseforstyrrelser: anoreksi, bulimi, overspisning, ortoreksi og megareksi. Hertil kommer selvskadere, pårørende, behandlere og andre, der gerne vil støtte vores arbejde.
Vi vandt reklame for alvor
I sommeren 2000 vandt Anoreksiforeningen en oplysningskampagne til en værdi af 10 mio. kr. i konkurrence med 60 andre foreninger. Kampagnen startede i januar 2001 og var udlovet af Dansk Markedsføringsforbund i samarbejde med en stor del af landets reklamebureauer og medier. Den skabte stor opmærksomhed om spiseforstyrrelser.
Opdateret 26. maj 2010
Print denne side Anbefal denne artikel til en ven
|
 |