At være pårørende

Det fylder altid meget i familien, hvis der er en, der har en spiseforstyrrelse eller selvskader. Særligt for forældrene kan det være meget hårdt, fordi man som mor eller far til et barn med en spiseforstyrrelse eller selvskade ofte spørger sig selv igen og igen, hvad man dog har gjort galt. Følelsen af skyld og følelsen af, at man har været en dårlig far eller mor, gør tit, at man ikke snakker med andre om, hvordan man har det. Man skammer sig, fordi man synes, at man er mislykket som forældre. Angst og fortvivlelse er også en stor del af hverdagen. Man er bange for at tænke på fremtiden og for at tænke på, om ens barn bliver raskt. Man vil så gerne hjælpe, men ved ikke, hvad man skal stille op, og man kan måske ind imellem miste tålmodigheden, fordi man ikke forstår, at hun eller han fx ikke bare spiser. Bagefter får man dårlig samvittighed over, at man kom til at skælde ud. Man kan også føle væmmelse eller angst over selvskaderens rifter på armen. Som søskende til en spiseforstyrret eller selvskader kan det være svært at føle, at man har ret til at være der. Alting handler om den syge, og som søster eller bror kan man måske være bange for at bede om fars eller mors opmærksomhed. Det kan også være, at man skammer sig over at savne deres udelte opmærksomhed, eller man skammer sig måske over at have været rigtig glad i skolen en dag – når man nu har en søskende, der er alvorligt syg.

Psykoterapeuterne Karen Bro og Theresa Abegg har samlet en række gode råd til pårørende til spiseforstyrrede og selvskadere:

 1. Lyt og anerkend

• Det bedste, du kan gøre, er at lytte uden at afvise. Sig fx ikke: "Nej, det passer da ikke, du har da så mange gode venner", men i stedet: "Du siger, at du føler dig ensom; det, kan jeg godt forstå, er svært". Lyt, nik og kom med anerkendende kommentarer som fx: "Det må være svært at gå rundt med alt det indeni".

2. Frem for alt må du forsøge at tilbyde håb, forståelse, optimisme og kærlighed

• Vær bevidst om, at du er en positiv rollemodel, når du tænker og udtrykker positivt livssyn

3. Vis og diskuter din skyldfølelse med andre

• De fleste forældre spørger sig selv, hvad de har gjort forkert. Der findes ingen perfekte forældre - du har gjort dit bedste ud fra din situation. Når du har valgt at få problematikken fastlagt, har du gjort det muligt for dit barn selv at starte arbejdet med at blive rask. Du kan tage ansvar for din egen del af problematikken ved selv af få hjælp og støtte.

4. Forstå det indre kaos frem for at engagere dig i den ydre kontrol af hendes vægt

• Tilstræb at skabe en dialog om andre personlige spørgsmål end mad og vægt. Hvis hun er i behandling, bør direkte engagement i hendes vægt undgås. Kontakt i stedet lægen eller terapeuten, hvis du observerer tegn på vægttab.

 5. Gør alt for at styrke hendes selvfølelse

• Vær naturlig i dit samvær med hende og grib ind, når du hører hende nedgøre sig selv. Undgå at kommentere hendes vægt eller udseende - dine udtalelser vil sandsynligvis blive opfattet negativt. I samværet er hendes selvfølelse et spejlbillede af dine følelser for hende. Vis hende respekt.

6. Accepter at hun har behov for kontrol og planlægning

• En person med en spiseforstyrrelse har behov for at føle, at hun har kontrol over sin hverdag. Det kan være meget frustrerende for de pårørende, men situationen bliver ofte kun værre, hvis vedkommende får en fornemmelse af, at andre forsøger at overtage kontrollen.

7. Sørg for at hun kun skal tage stilling til det allermest nødvendige

• For mange alternativer og for meget ansvar er alt for belastende. Det er ikke nødvendigt, at hun skal beslutte, hvad familien skal spise, eller hvor I skal hen på ferie. Hun tager nemt mere hensyn til andre end sig selv.

8. Accepter det ufuldkomne

• Det kan være vanskeligt at acceptere både hendes ”barnlige” følelser og behov og hendes behov for støtte til at blive voksen. Prøv at finde en balance.

9. Skab tryghed med en støttende og klar holdning

• En person med en spiseforstyrrelse har brug for stabil støtte og tryghed. Når du har med din datter/kæreste at gøre, bør du være kærlig og fast med en klar holdning uden at anvende hårdhed eller vrede.

10. Hold dine grænser og lev dit eget liv

• Hvis der bliver konflikter om beslutninger, skal du holde fast i din opfattelse, selvom din datter/kæreste bliver dårligere.

11. Støt hende i at leve sit eget liv

• Hvis hun ønsker adskillelse så lyt til dette og støt det, også selvom hun i perioder kan blive ked af det. Selvmordstrusler skal tages alvorligt. Støt hende i stedet for at lade dig skræmme eller sørg for en anden stabil støtte.

12. Prøv at undgå overilede udbrud og bebrejdelser 

• Stærke verbale udfald skaber ensomhedsfølelse hos en person med en spiseforstyrrelse. Udbrud som: "Hjælp mig til at hjælpe dig", "Hvad kan jeg gøre for dig?", "Din sygdom skader og ødelægger familien" eller "Jeg kan ikke klare mere af det" får den spiseforstyrrede til at tage unødvendigt ansvar for familiens velbefindende. Da hun ikke kan svare på spørgsmålene, vil hun føle sig endnu mere mislykket og ulykkelig. Bebrejdelserne bliver ofte stillet i frustration eller vrede, men må helst ikke forekomme.

13. Bibehold den nære kontakt til den øvrige familie

• Udelukkende at koncentrere sig om personen med spiseforstyrrelsen kan forværre tilstanden og skabe uro i familien. Derfor er det vigtigt, at hun tydeligt oplever gennem handlinger og attituder, at hun er vigtig for dig, men ikke vigtigere end den øvrige familie.

14. Lad personen spise i ro uden kommentarer

• Koncentrer dig om din egen mad og ernæring, ikke hendes. Tal om andre emner end mad og vægt eller forlad hellere rummet. Dit engagement i hendes spisning kan være hendes værktøj til at manipulere med dig. Tag det værktøj fra hende. Den øvrige familie spiser, uanset om hun spiser. Fortsæt de vante madvaner hvad angår spisetidspunkt, sted og menu. Lad ikke hendes spiseforstyrrelse styre familiens dagligdag. Lad invitationen til at deltage i familiens måltid stå som et tilbud, hun frit kan vælge.

15. Undgå dramatik

• Fokuser på det indre frem for det ydre. Spørg til, hvordan den unge har det. Hjælp med at rense sårene og lægge forbinding, hvis der er brug for det, men gør ikke et stort nummer ud af det. Forhold dig til det, som hvis der var tale om et uheld under arbejdet i køkkenet.

16. Lad hende ikke alene overtage familiens indkøb og madlavning

• En person med spiseforstyrrelse fornægter ofte sit eget behov for mad og "fodrer" eller opvarter i stedet andre. Stå for din egen ernæring og lad hende tilfredsstille egne behov.

17. Vær tålmodig

• En spiseforstyrrelse kan være et langtidsproblem. Du kan ikke forvente helbredelse fra den ene dag til den anden, heller ikke selvom den pågældende er i behandling.

18. Husk at skelne

• Vær opmærksom på forskellen mellem godkendelse og anerkendelse og på forskellen mellem ansvar og kontrol:
  
  At du anerkender hendes selvskade eller spiseforstyrrelse som en brugbar løsning lige her og nu, er ikke ensbetydende med, at du skal godkende den.
  
  Og at tage ansvaret fra hende, så hun ikke skal bekymre sig om mere end højest nødvendigt, er ikke ensbetydende med, at du skal kontrollere hende. Lad hende beholde den kontrol, hun har brug for over sit eget liv. Men let hende for det tunge ansvar.