Du er her > Forside > For skoler > Tal og statistikker > Tal og statistikker

Tal og statistikker 

Det er en sørgelig kendsgerning, at anoreksi er den mest dødelige psykiatriske sygdom. For europæiske teenagere er anoreksi den tredjestørste dødsårsag efter ulykker og kræft!

 

Det meste af det informationsmateriale, man kan finde, taler om, at særligt unge piger risikerer at få en spiseforstyrrelse. Det er også rigtigt, men man skal være opmærksom på, at spiseforstyrrelser kan ramme alle.

Selvom man siger, at piger rammes 10 gange så hyppigt som drenge, så mener man, at op til 3 % af alle drenge og unge mænd konstant forsøger at regulere deres vægt i en sådan grad, at de får det dårligt.

Spiseforstyrrelser er heller ikke begrænset til nogen aldersgruppe. Selvom unge omkring puberteten synes at være hårdest ramt, kan man sagtens udvikle en spiseforstyrrelse i sit voksne liv.

Op mod 5 % af alle unge piger udvikler en spiseforstyrrelse - anoreksi eller bulimi. Problemet må derfor siges at være uhyggeligt stort.

Forekomst af spiseforstyrrelser

Dødelighed

Behandling

Forekomst af spiseforstyrrelser  

Udgangspunktet for følgende tal er Sundhedsstyrelsens rapport fra december 2005. Her kan man læse, at 55.650 kvinder mellem 15 og 45 år har en spiseforstyrrelse. Tallene fordeler sig således på de enkelte spiseforstyrrelser:

Anoreksi           3.150
Bulimi              21.000
Overspisning   31.500

Dertil kommer så alle de kvinder, der er under 15 år og over 45 år samt alle de mænd, der har en spiseforstyrrelse. LMS anslår, at i alt 75.000 mennesker i Danmark lider af en spiseforstyrrelse:

  • Anoreksi: 5000
  • Bulimi: 30.000
  • Overspisning: 40.000

 

Dertil kommer den udbredte holdning blandt mange, der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, at halvdelen af alle spiseforstyrrelser er uopdagede; noget vi jævnligt bekræftes i på vores rådgivning - især inden for overspisning.

Til toppen

 

Dødelighed      

En efterundersøgelse af patienter med anoreksi viser, at efter 10 år er 7 % døde, og efter 20-30 år er dødeligheden 15-18 %. Patienterne dør af sygdommen selv eller af selvmord. For de 600-2100 piger med anoreksi vil det sige, at 90-350 piger efter 20-30 år er døde af sygdommen.

Sådan kan man dog ikke helt regne det ud, da de 15-18 % dækker over alle piger med anoreksi – altså ikke bare de 15-24-årige, som de 600-2100 piger dækker over.

Til toppen

 

Behandling      

Den gennemsnitlige sygdomsvarighed for anoreksi er 3-6 år – fra patienten bliver registreret. Det vil sige at sygdommen reelt godt kan have varet meget længere end 3-6 år, fordi der kan gå mange år, hvor den, der er syg, måske ikke vil erkende, at hun/han har en spiseforstyrrelse og derfor ikke søger behandling.

Eller det kan være, at vedkommende ikke har været syg nok til, at nogen tog hende/ham alvorligt.

  • Efter mindre end 4 år er gennemsnitligt 33 % af anoreksipatienter raske
  • Efter 4-10 år er gennemsnitligt 47 % raske
  • Efter mere end 10 år er gennemsnitligt 73 % raske
  • 15-25 % har et kronisk eller meget langvarigt sygdomsforløb

For både anoreksi og bulimi er tilbagefaldshyppigheden desuden rapporteret til at ligge mellem 25-50 %. Dvs. at 25-50 % får anoreksi eller bulimi igen, selvom man troede, de var raske.

Der findes kun få efterundersøgelser af patienter med bulimi. Helbredelsesprocenten skønnes at være 50-60 %. Det vil sige at cirka 40 % af patienterne med bulimi faktisk ikke bliver raske.

Hos patienter, der lider af overspisning, fører behandling til, at overspisningsperioderne på kort sigt reduceres hos 60-90 % af patienterne.

Der er kun sparsom viden om det videre forløb, men en efterundersøgelse har vist, at hovedparten af patienterne efter 6 år ikke længere lider af overspisning, men at ¼ fortsat er fede.

Til toppen

 

Opdateret 26. maj 2010

 

 

 

 



Print denne side
Anbefal denne artikel til en ven