|
 |
Du er her > Forside > For skoler > Om spiseforstyrrelser > Om spiseforstyrrelser - forside
Om spiseforstyrrelser
Spiseforstyrrelser handler ikke om mad – men om følelser! Det har I måske hørt mange gange før – og måske har I også tænkt, at det lyder mærkeligt. For selvfølgelig handler spiseforstyrrelser også om mad – på sin vis er maden det helt centrale i spiseforstyrrelsen. Men samtidig handler spiseforstyrrelsen slet ikke om mad – maden er nemlig kun et symptom.
Man kan sammenligne det med, når man får hovedpine på grund af infiltrationer i nakken. Hovedpinen er et symptom på, at der er nogle spændinger i nakken, der skal løsnes op for med massage. Man kan godt tage en smertestillende pille, men den løser ikke problemet. Så snart pillen ikke virker længere, kommer hovedpinen tilbage. Så i stedet for at behandle symptomet må man gå ind og behandle årsagen: spændingerne i nakken – først når de er væk, forsvinder hovedpinen.
Når man har en spiseforstyrrelse, så svarer problemerne med mad og vægt til hovedpinen: De er et symptom på, at man indeni har nogle følelsesmæssige problemer, der skal løsnes op for. Hvis man kun fokuserer på maden, og fx får en anorektiker til at tage på i vægt, så har man ikke løst problemet – man har bare ”givet en smertestillende pille”. For at løse problemerne omkring maden, må man koncentrere sig om årsagen, de indre følelsesmæssige problemer, og få løst op for dem. Først når de bliver bearbejdede, kan den syge slippe sin spiseforstyrrelse og begynde at spise og leve normalt.
Print denne side Anbefal denne artikel til en ven
|
 |